Krystal
Administrator
{ kodenørd & sideadmin }
|
Post by Krystal on Sept 21, 2018 13:10:17 GMT
Hej folkens!
Noget jeg altid synes er svært inden for rollespil er at skabe en "ond karakter". Jeg bryder mig ikke om at personen skal være ond bare for at være det - jeg ser gerne, at der er en dybere baggrund.
Hvad gør I? Hvordan skaber I deres motivationer - og hvordan retfærdiggører de deres onde handlinger?
|
|
|
Post by Beedle on Sept 21, 2018 16:15:34 GMT
Jeg synes i virkeligheden at en stor del af udfordringen ligger i det ord - ond. Jeg tror ikke der er nogen, der kan spille en karakter, som de ikke selv kan identificere sig med på den ene eller den anden måde og hvis man selv starter med udgangspunktet, at man skal lave en karakter, der er stereotypt ond, så bliver det næsten altid tamt og uinteressant. Derfor ville jeg heller aldrig kalde min karakter - eller en andens - det ord. Gråzoner er trods alt meget mere interessante og selv de mest moralske af mine karakterer kan være nogen røvhuller. Du siger det selv - det er bedre, når der er en grund til det. Motivationen for en karakter er altid vigtig, men aldrig mere end når man laver en med tvivlsom moral. Vigtigst for mig er dog at jeg selv kan forstå min karakter og sympatisere med dem, selv når de gør noget fuldstændig rædselsfuldt. Der er ret mange gode ressourcer på nettet til at gennemtænke det, når man skriver en modbydelig karakter. Her er en af dem.
|
|
|
Post by nova on Sept 21, 2018 19:20:10 GMT
Jeg synes måske den liste mangler lidt ... sådan 'hvorfor' i hvad man gerne vil. Altså nummer 26: Hvorfor vil man plyndrer netop den by når vulkanen er brudt ud? Der må jo være en grund til det. Forstår I mig? Men jeg synes ideerne er ret gode, hvis 'forfatteren' selv forstår at putte kød og baggrund på. Måske er det fordi det er mere mål, end hvorfor man er ond. Og mål er helt sikkert vigtige for en karakter, for med en ond karakter kan man sige: Det her er målet så jeg gør ALT for at komme dertil. Det kan egentlig godt fungere - jeg skulle bare lige skrive mig frem til det. Jeg tror dog du har helt ret i, Beedle, det kræver at man selv forstår ens karakter. Man kan jo sagtens lave en karakter der er ond, ud fra de handlinger de foretager sig. Det går jo egentlig bare på at gøre noget imod normen, eller loven. Som at stjæle nogens kone, slå nogens børn ihjel. Det der ofte adskiller den onde er at de ikke ser det de gør som ondt. Måske det ikke ideelt, men det er nødvendigt og derfor må det gøres. Jeg synes denne forklaring er ret god . Og jeg kan godt lide ideerne herfra Hvilke 'onde' karakterer fra bøger/film/serier kan I godt lide?
|
|
|
Post by TheEvilQueenReadsToo on Sept 22, 2018 15:56:44 GMT
Jeg tænker egentlig lidt, at når man laver en "ond" karakter, så tænker vedkommende ikke over, at dennes handlinger er onde. Eller sådan er mine "onde" karakterer i hvert fald. Fx har jeg en teenagepige inde på BC, som man vidst godt kan betegne som om. Det er en Harry Potter-RPG-side, så hun er fuldblodsfanatiker og er led mod halvblods og mugglerfødte magikere. Men hun betragter det egentlig ikke som ondskab, hun ser det som en nødvendighed at rakke ned på dem (mugglerfødte; halvblods), for at fuldblodsstammen af magikere kan forblive så ren som muligt. Jeg tænker også, at der skal være en god grund til, at ens karakter er "ond". Et traume tidligt i barndommen, mobning eller lignende.
|
|
|
Post by The Ghost on Nov 4, 2018 10:06:59 GMT
Jeg kommer nok til at gentage alle de gode pointer her...Men anyway! Jeg føler for at sige det. Hvert univers - og derfor hverts rollespilsunivers - vil jeg vove og påstå har deres egen definition af ond og god. Men fordi det er os, moderne mennesker, der spiller spillet, bliver det næsten altid en forståelse af hvordan VI ser det. (puha filosofisk!). Og selv blandt os er der mange opfattelser og gråzoner... - Er en person, der gør noget ondt mod visse mennesker, for at hjælpe nogle tredje, ond? Nogen ville sige ja. F.eks. dem det går ud over. Men dem, der omvendt bliver hjulpet, ville kalde personen for en helt, og derfor 'god'. At lave en person helt igennem ond eller god, ville være at køre på stereotyperne - og ingen vil helt kunne relatere til det. Alle laver fejl. En karakter skal være en man kan relatere til eller se motiverne bag. Måske ikke dem alle, men man skal kunne se at dette er en levende figur. Den slags elsker jeg. Jeg har selv en karakter, der hælder mere mod den onde side. Han er ret selvbevidst om det - selv om noget af det bare sker - og det hele skyldes oftest misforståelser. Ikke om hans handlinger, men hans motiver til at gøre det. Flere hundrede års (han er dæmon) svigt, stædighed og trang til at opføre sig som en 'rigtig' dæmon. Magt. Men han har også en blød side, hvis nogen forstår at finde den frem. Forskellen er bare, at han VED han gør noget, som folk vil hade. Men han kan ikke lade være. Og jo færre der kan lide ham, jo mere destruktiv bliver ham. Og så er der jo karakterer, der ikke ved at det de gør, er ondt. Deres handlinger er skabt igennem deres opdragelse, deres liv og situationer de har stået i. Det er historien der gør det spændende. Så ja. Det er nok mit svar: Jeg skaber også en dybereliggende historie og hvis jeg kan slippe af sted med det, spiller jeg mig gerne til det. F.eks. med min dæmon, har jeg spillet ham i mange mange år. Det er først nu han rigtig er på glidebane, grundet mange ting der er sket for ham. Selvfølgelig har jeg også haft en dødsengel engang. Han var min lille guldgris, når jeg var i et mørkt humør. Dødsengle HAR ikke følelser og det gjorde ham til en udfordring at spille rigtig. Han vidste ikke hans handlinger var onde - han gjorde det bare. For sjov, fordi nogen betalte ham for det, fordi det rent logisk gav mening eller muligheder. Dødsenglene levede på frygt - så at slå folk ihjel og pine dem var simpelt blot den måde de levede på. Det var en interessant måde at bygge deres samfund op, ret forskellig fra alle de "klassiske" og følelsestunge, som mennesker, elvere og alm. engle. - Og selvfølgelig krævede det ens emnepartner var med i at forstå dem på den måde, for fordi jeg selv er et simpelt menneske, er det umuligt at spille ham HELT uden nogle former for følelser. Så man når en gråzone, hvor man rationaliserer at han gør "sådan og sådan" på grund af "det og det"
|
|
|
Post by gamechanger on Dec 13, 2018 22:01:08 GMT
Jeg tror ikke, at jeg bryder mig om begreberne ond og god. Det er netop for stereotypt. Det bliver for let overfladisk og kedeligt. En flad person.
Hvis man vil gå efter en 'ond' person, skal man se på vedkommende værdisæt og motivationer. Og se på hvor de værdier og den motivation kommer fra. Hvorfor er det vigtigt at holde fuldblodsracen ren? Hvorfor kræver det, at jeg mobber de andre fremfor at ignorere dem?
Derudover er der nok to vigtige parametre, der skal tænkes over, når vi snakker 'onde' karakterer: Skyldfølelse og empati. Det er sandsynligvis svært at lave en person, der opfattes som ond af andre, hvis det er en person, der let kommer til at bære skyld over sine handlinger og tager nært, hvordan andre har det. Det betyder dog ikke, at en 'ond' person nødvendigvis skal mangle begge dele. Den kan blot være anderledes, skæv, begrænset eller lignende, således personen ikke forhindres af sig selv i at gøre noget, der vil blive opfattet som forkert.
Jeg ser en tendens til, at hvis folk vil lave onde karakterer, så går de efter voldlige psykopater. Så vi har helt sikkert en kulturforståelse af, at de her mennesker er onde. Men de her mennesker ser ikke sig selv som onde. De ser til gengæld andre folk som et middel til at nå deres egne mål, og de er sig selv først og andre bagefter. Når de gør noget godt for andre, så er det for at styrke deres egen position. Når de behandler andre dårligt, kan det handle om, at de har brug for at kontrollere personen, at personen forhindrer dem i at nå deres mål eller lignende. Det er langt mere komplekst end god/ond. Og der er mange træk i det her, man kan bruge i at danne en 'ond' karakter, uden vi nødvendigvis er direkte ude i en voldelig eller 'ond' person, men en hvis moral og menneskesyn er anderledes end det, vi naturligt opfatter som det gode. Så til dels det the Ghost også er inde på.
Til gengæld tror jeg, at ønsket om, at de skal have haft en svær barndom eller et traume eller lignende for, at de bliver sådan, handler om, at vi skal retfærdiggøre for os selv, når vi spiller dem, hvorfor de er blevet sådan. Fremfor at det er en personlighed, de har udviklet af sig selv for for eksempel at stå stærkest, komme først, være den bedste osv. Det er der trods alt mennesker, der drives helt naturligt af (også uden de behøver at være 'onde' eller gøre 'onde' ting), men det kan sagtens være en tricker for en forskubbet moral overfor, hvad der er rigtigt og forkert at gøre.
Og så er der jo alle de 'onde' mennesker, der gør ting af nød og tvang. Hvor de netop gør ting, der strider mod deres egen moral, fordi det er krævet af dem. Altså ydre påvirkninger, der spiller ind og tvinger dem til at agere på en måde, hvor de tilmed selv føler sig onde. Den kategori er utrolig spændende, fordi er de reelt set onde, når de angrer deres handlinger hele vejen igennem?
|
|