Krystal
Administrator
{ kodenørd & sideadmin }
|
Post by Krystal on Mar 19, 2019 7:51:36 GMT
Hej Offgame're
Nu synes jeg egentlig at hele 3-persons-tråden drejede over på en super interessant diskusson, så jeg har lavet dette emne til at snakke mere om det.
Af og til på rollespilssider møder man folk, der har lidt svært ved at adskille det, der er rollespil, og det der er uden for rollespil fra hinanden. Det sker også, at nogle indlever sig meget kraftigt, måske lidt for meget, i deres karakterer. Jeg har f.eks. selv oplevet, at folk f.eks. ikke har lyst til at have kærlighedsplots med karakterer, hvor spilleren bag ikke er af deres foretrukne køn. Det kan gøre mig lidt nervøs mht. om folk har bagtanker med rollespillet. Jeg har også en sjældent gang i mellem set eksempler, hvor folk er blevet vrede eller følelsesladede på deres karakters vegne og har ladet det bære over i deres interaktioner med spilleren bag.
Hvordan håndterer I det bedst ude på rollespilssiderne? Minder I venligt folk om, at det altså bare er et spil, og det ikke skal handle personligt om personen på den anden side af skærmen? Er der nogen herinde der selv har oplevet, at det har været lidt svært at adskille fra hinanden?
(og bare for en god ordens skyld, skal det naturligvis ikke handle om, at hænge specifikke folk fra specifikke sider ud - men at diskutere problematikken i generelle vendinger ^^)
|
|
|
Post by The Ghost on Mar 19, 2019 11:15:28 GMT
Jeg syntes også det var en enormt interessant diskussion, så jeg er glad for du tog det op. Jeg har både oplevet andre blive påvirket og selv prøvet at blive påvirket. Dog ikke til den grad, at spilleren bag en karakter skulle være af et specifikt køn - det kan jeg godt forstå kan virke lidt grænseoverskridende. For det meste har jeg oplevet folk blive enormt berørt af ting, der sker i deres karakters liv. F.eks. går kærligheden godt, græder de næsten af glæde. Går det skidt, græder de af sorg. Eller bliver vrede. Eller fuld af jalousi. Det er noget der kunne ses f.eks. i chatten, hvor vi alle normalt hang ud. Eller når folk direkte sagde nej til noget, fordi det ikke gik sådan som de mente det skulle være. Jeg har personligt engang skrevet til en anden person, fordi jeg var bange for om den kærlighedsrelation, der var mellem vores to karakterer, ikke ville blive til noget. Hendes karakter var nemlig godt i gang med to mænd - både min og en anden. Og i stedet for at se det sjove, kommende drama blev jeg ked af det og skrev til hende. Når jeg ser tilbage på det i dag, krummer jeg helt tær. xD Jeg kan heldigvis sige jeg er vokset fra det. Måske igennem erfaringen, måske blot fordi jeg er blevet en mere selvsikker og voksen person siden da. I dag kan jeg sagtens se og adskille tingene, og jo mere drama, jo sjovere er spillet. Men dengang så jeg nærmest min karakter som en repræsentation af min selv. Så hvis folk hadede min karakter, måtte det næsten være fordi de også hadede mig. Jeg har også prøvet at finde en helt ny hjemmeside at spille på, hvor jeg kunne spille en følelsesløs karakter. Det hjalp mig med at adskille de to ting, for min karakter kunne ganske enkelt ikke føle og det kunne ikke "spilde over" på mig, så jeg kunne være ligeglad. Det var en enormt sjov karakter at spille og jeg er endt med at elske den karakter over alt på jorden - men for mig, som en del af min udvikling, hjalp det mig med at begynde at adskille de to ting på en bedre og sundere måde. Ikke at jeg siger folk skal gøre det, hvis de lider af samme problem. Jeg tror lige så meget det hjalp, at jeg også kom i omgivelser med mere voksne spillere, der ikke gik op i den slags. De så ikke et personligt drama - de så kun det sjove mellem deres karakterer. Jeg siger ikke det nødvendigvis er aldersbestemt eller noget - jeg siger blot at dette er mine egne erfaringer og hvordan jeg selv både blev opmærksom på det og fik vænnet mig fra det. ---- På de hjemmesider, som jeg er på nu, har det ikke virket som et problem i lang tid. Men jeg tror at hvis nogen har det problem, ville jeg kun blande mig hvis de ikke selv virker til at kunne løse det. Såfremt der opstår problemer omkring det overhoved. Og såfremt det er synligt nok til at jeg kan se det. I stedet er problemet mere at folk svarer langsomt - og dermed bliver folk bange for om de skriver godt nok. Det er oftere her jeg må sidde og forklare folk at det ikke (for det meste) er personligt og de er dygtige som de er.
|
|
Krystal
Administrator
{ kodenørd & sideadmin }
|
Post by Krystal on Mar 19, 2019 13:18:19 GMT
Gode pointer Ghost, og fedt at høre en historie fra at du selv, har oplevet det. Jeg tror, at du har helt ret i, at det i høj grad også handler om, at folk bliver ældre og lærer af deres erfaringer.
|
|
|
Post by nova on Apr 24, 2019 19:47:54 GMT
Vildt interessant tråd!
Jeg har aldrig haft besvær med at adskille det, men jeg har prøvet at sidde i den anden ende og modtaget en skideballe for at min karakter A kyssede B som var forlovet med C. Det var C's forfatter der blev rasende over det. Jeg hørte hvad vedkommende sagde og vi talte også om det, men jeg nægtede også at lade mig provokere og "råbe" tilbage, men holdt fast på at dramaet det måtte altså tages i trådene, for der var ingen aftaler der blev skidt på. Jeg havde ikke forbrudt mig mod C og B selv havde jo gået ind for det - som Ghost siger, så kan man ikke se spillet i det. I mit tilfælde følte C sig så forrådt, at vedkommende valgte at trække sin karakter. Vi prøvede at snakke med C om det, både B og jeg, og admin, men C ville være ked af det og havde ikke lyst til en dialog, men til sine følelser. Men alt i alt var dialogen anstændig og jeg forstår går når først ens følelser bliver ramt personligt, så er det svært at adskille, men man kan jo ikke bestemme hvordan alles karakterer skal opfører sig. Rpg er drevet af at man må se på hvordan tingene udvikler sig, for jeg mener ikke man kan planlægge en tråds udfald.
Dialog er nok vigtigt. Måske alle burde have i reglerne at det skrevne er fiktivt, når der tales grimt ig er det ikke mod DIG og når ens karakter handler gør de det ikke for at såre dig, men at spille et spil som jo godt kan blive lidt soap-opera, fordi det er mega sjovt! Hvilket det jo er.
Men jeg ved det faktisk ikke, for i bund og grund er det jo faktisk individuelt, både hvordan vi spiller og opfatter det. Det giver jo varieteten i et spil. Dialog er nok vejen frem. Det er bare svært at sidde i den anden ende og modtage en sviner for at lade sin karakter og sig selv "have det sjovt". Ikke at det giver nogen ret til at løbe fra en aftale spillere imellem! (bare lige for at have det på det rene!)
Ghost du er tydeligvis vokset og har arbejdet med modeller/karakterer der kunne få dig til at adskille det. Det er jo sindssygt fedt og mega godt gået. Kun skønt den følelsesløse karakter er blevet en yndlings. Og faktisk er det nok et godt råd, at prøve at spille noget HELT andet end en selv, så det ikke er så tæt på. Måske.
|
|
|
Post by gamechanger on Apr 25, 2019 9:03:11 GMT
Da jeg startede som teenager med at spille i sin tid, var jeg i en svær periode med en mild depression og et stort behov for virkelighedsflugt. RPG'et var lige præcis det, jeg følte, at jeg havde brug for. Jeg kunne gemme mig i min karakter og 'gøre alt om'. Samtidig elskede jeg historiefortællingen, og jeg var super meget klar på drama, intriger osv. IG.
Problemet var bare, at jeg var så meget inde i den verden, at alle de følelser min karakter blev ramt af, ramlede tilbage på mig. Jeg blev egentlig aldrig sur på de andre spillere for det, der skete IG, fordi jeg vidste godt, at det var et spil. Det var faktisk mere alle andre omkring mig, der oplevede mine 'humørsvingninger', fordi de var så bundet op på, hvordan det lige gik min karakter på det tidspunkt, at de snakkede med mig.
Jeg tror, at for dem, der har svært ved at skelne, der er det nogle af de samme mekanismer, der går igen. De mangler bare oveni også skillelinjen mellem, hvornår det er spil, og hvornår det er personligt. Det kan skyles tusind ting. Jeg har blandt andet oplevet folk, der gik out of character ingame bare for at kunne gøre livet surt for en andens karakter, fordi de ikke kunne lide vedkommende bag. Så handlingen var IG, men det skyldtes en OOG relation. Mit bud er,at man ikke skal opleve det ret mange gange som rollespiller, før det kan blive en default følelse eller tvivl, når der sker noget uventet og hårdt, der rammer ens karakter. Det er så meget nemmere at tage personligt, hvis man i forvejen ikke helt føler sig velkommen.
Som Nova skriver, så tror jeg på, at dialog er vejen frem. Særligt når jeg spiller med folk, jeg ikke har skrevet før, føler jeg et stort behov for lige at undskylde og forklare, hvis min karakter viser sig at være en ass, fordi tråden ikke gik, som vi havde snakket om, at den måske kunne gøre. Det sker jo fra tid til anden, fordi en karakter får sagt eller gjort noget, der bare ikke fungerer for den anden karakter - uanset hvad man lige troede, at man kunne have af planer for dem. Og så sørger jeg for hurtigt at byde op med alternativer. Enten til at få tråden videre/tilbage på sporet, hvis muligt, eller at se på, om vi så har noget andet, vi kan prøve af. Simpelthen for at sikre, at vedkommende føler, at det her er en del af spillet, og intet har med personen selv at gøre. Endnu vigtigere hvis det er en hel ny spiller på siden, så de stadig føler sig inkluderet.
Jeg har dog også måtte være hudløs ærlig overfor enkelte personer fra tid til anden, når de er flippet skråt over noget, der er sket IG og tager det meget personligt og nægter at tage det som et spil, og så sige til dem, at hvis de i morgen stadig mener, at de ikke kan skelne mellem mig og min karakters handlinger, så bør vi simpelthen ikke spille sammen. For mine karakterer er langt fra altid søde personer, og de har ofte deres eget, og til tider ret skæve, moralske kodeks, og nej, det er ikke lig med mit eget, men hvis det påvirker dem i sådan en grad, at de er nødt til at skælde mig ud, så fungerer spillet simpelthen bare ikke imellem os, og så er der ingen af os, der får noget ud af det.
Til gengæld dømmer jeg dem aldrig på det, hvis jeg møder dem igen senere, men jeg gør ekstra meget for, at vi så får en klar og tydelig forventningsafstemning, før jeg er villig til at spille med vedkommende igen. Blot for at det ikke rammer nogen af os en gang til. For det er ubehageligt for begge parter.
|
|