Post by The Ghost on Feb 21, 2019 13:32:35 GMT
Hei People!
I denne tråd kunne jeg godt tænke mig at stille spørgsmålstegn ved noget, som jeg altid bare har anset som en uskreven (og, efterhånden, skreven) regel, der er de fleste steder.
Det er ikke mange sider, jeg personligt er kommet forbi, der IKKE har den specifikke regel. Nemlig at man i sine emnerier skal skrive i 3. person singularis, datid.
Jeg er klar over det næppe er ALLE sider på hele nettet, der har sat det ind som en regel. I den forbindelse vil jeg blot understrege, at sådan er det på så godt som alle sider jeg har mødt - og folk er velkommen til at dele deres erfaringer med evt. andre fortæller-stile i deres spil.
Så spørgsmålet er ganske enkelt...
Hvorfor er vi endt med altid at skrive som 3. person singularis?
Jeg beklager på forhånd hvis nogen finder emnet lidt for tungt eller "dansk-agtigt".
Jeg bemærker tit, at helt nye spillere - nogle af dem, i det mindste - har lyst til at skrive som en jeg-fortæller. Og straks er man inde og rette til, for de skal da beskrive tingene på samme måde, som vi andre er blevet oplært.
Hvad tror I teorien bag lige den fortællervinkel er? Er det ganske enkelt fordi det langt hen ad vejen er nemmest? Både at skrive og forholde sig til? - Eller måske historisk, fordi vi har lånt det at spille over nettet fra andre steder, og så har man bare gjort det samme?
I princippet tager man mere afstand til sin egen karakter. Lidt som om man står med nogle snore og skal få dukken til at bevæge sig. Alligevel, for flertallet jeg har set spille, beskriver man alligevel ofte karakterens indre aktiviteter. Tanker, følelser, behov. Det er noget man lige så godt kunne gøre med en jeg-fortæller, kunne man ikke?
Personligt er jeg nået frem til, at det har noget med alle elementerne at gøre -
Vi har ikke kun behov for at vise personens indre aktiviteter, men også de ydre. Vi har også behov for at beskrive omgivelserne eller sætte karakteren ind i en helhed, der måske netop er nemmest beskrevet igennem en 3. persons fortæller. At man som en jeg-fortæller har sværere ved at "forlade" sin karakter et øjeblik, for at beskrive og fortælle om f.eks. en orkhær, der er på vej mod én fra et sted længere væk. For som jeg-fortæller er man mere bundet til karakteren og lige præcis hvad den karakter kan se og mærke. Alternativet er at skifte fortæller undervejs, hvilket kræver en hvis omstillingsparathed og risiko for evt. forvirring undervejs.
Dertil kommer også: Hvorfor datid? Hvorfor kunne det ikke lige så vel være nutid?
- Rent praktisk, for mange af mine emner, ligger de ikke kronologisk. Så meget af det, trods det sker i mine karakterers "nutid", ligger det i min egen personlige fortid. Så det er nemmere at vende tilbage til at så "skete det og det..." end at blive forvirret over alt virker til at ske i nutiden. For min karakter kan jo kun være et sted på en gang.
Alt dette er baseret på mine personlige erfaringer. Men jeg er meget nysgerrige omkring jeres tanker på emnet.
Tak for at læse med!
I denne tråd kunne jeg godt tænke mig at stille spørgsmålstegn ved noget, som jeg altid bare har anset som en uskreven (og, efterhånden, skreven) regel, der er de fleste steder.
Det er ikke mange sider, jeg personligt er kommet forbi, der IKKE har den specifikke regel. Nemlig at man i sine emnerier skal skrive i 3. person singularis, datid.
Jeg er klar over det næppe er ALLE sider på hele nettet, der har sat det ind som en regel. I den forbindelse vil jeg blot understrege, at sådan er det på så godt som alle sider jeg har mødt - og folk er velkommen til at dele deres erfaringer med evt. andre fortæller-stile i deres spil.
Så spørgsmålet er ganske enkelt...
Hvorfor er vi endt med altid at skrive som 3. person singularis?
Jeg beklager på forhånd hvis nogen finder emnet lidt for tungt eller "dansk-agtigt".
Jeg bemærker tit, at helt nye spillere - nogle af dem, i det mindste - har lyst til at skrive som en jeg-fortæller. Og straks er man inde og rette til, for de skal da beskrive tingene på samme måde, som vi andre er blevet oplært.
Hvad tror I teorien bag lige den fortællervinkel er? Er det ganske enkelt fordi det langt hen ad vejen er nemmest? Både at skrive og forholde sig til? - Eller måske historisk, fordi vi har lånt det at spille over nettet fra andre steder, og så har man bare gjort det samme?
I princippet tager man mere afstand til sin egen karakter. Lidt som om man står med nogle snore og skal få dukken til at bevæge sig. Alligevel, for flertallet jeg har set spille, beskriver man alligevel ofte karakterens indre aktiviteter. Tanker, følelser, behov. Det er noget man lige så godt kunne gøre med en jeg-fortæller, kunne man ikke?
Personligt er jeg nået frem til, at det har noget med alle elementerne at gøre -
Vi har ikke kun behov for at vise personens indre aktiviteter, men også de ydre. Vi har også behov for at beskrive omgivelserne eller sætte karakteren ind i en helhed, der måske netop er nemmest beskrevet igennem en 3. persons fortæller. At man som en jeg-fortæller har sværere ved at "forlade" sin karakter et øjeblik, for at beskrive og fortælle om f.eks. en orkhær, der er på vej mod én fra et sted længere væk. For som jeg-fortæller er man mere bundet til karakteren og lige præcis hvad den karakter kan se og mærke. Alternativet er at skifte fortæller undervejs, hvilket kræver en hvis omstillingsparathed og risiko for evt. forvirring undervejs.
Dertil kommer også: Hvorfor datid? Hvorfor kunne det ikke lige så vel være nutid?
- Rent praktisk, for mange af mine emner, ligger de ikke kronologisk. Så meget af det, trods det sker i mine karakterers "nutid", ligger det i min egen personlige fortid. Så det er nemmere at vende tilbage til at så "skete det og det..." end at blive forvirret over alt virker til at ske i nutiden. For min karakter kan jo kun være et sted på en gang.
Alt dette er baseret på mine personlige erfaringer. Men jeg er meget nysgerrige omkring jeres tanker på emnet.
Tak for at læse med!
) 
